|
Kapitel 21
Gaven fra Vlad Dracula
De var begge to frosset fast i deres stillinger.
Den femhundred og seksoghalvfjerds år gamle vampyr, lå stille og stirrede op på én af hendes brors mange efterkommere. Den første kvindelige Oradea efter hende selv.
Efterkommeren havde store øjne af forbavselse og løsnede grebet om sværdet, hun havde hævet over sig, parat til at stikke i hjertet på vampyren. Det faldt ned på jorden uden at give en lyd fra sig.
Men alligevel var det som om, den uhørlige lyd vakte de to sekstenårige piger til live. Den ene var i den rette alder, den anden havde været det i så mange år, at de snart var utællelige.
Aleera opdagede for sent, at hun havde givet slip på det våben, hun ville have størst held med, når det gjaldt at forsvare sig selv. Hun kunne se på det uspekulerede udtryk i Mariceas øjne, at hun også vidste det. Hun sparkede Aleera væk.
Aleera tumlede bagover, lavede en kolbøtte og kom op at stå. Hun kastede sig mod sværdet i sneen greb det og nåede at vende sig om mod Maricea, der var kommet op at stå. Øjnene var kolde og munden var snerrende. Vampyren greb Aleera om håndleddene og holdt dem fast. De kunne ikke løsrives på nogen måde. Hun kunne ikke vride håndleddet og ramme Maricea med sværdet, uden at brække det i vampyrens jernhårde greb. Hun måtte finde en måde at løsrive sig på.
Mariceas hoved nærmede sig med en åben mund, der blottede de spidse hjørnetænder.
”Nu har jeg dig,” knurrede hun som en kat.
Hendes hoved var så tæt på, at Aleera kun så én løsning. Selvom det kunne blive dødbringende for hende, hvis hun ramte forkert og blev bevidstløs. Så ville hun fuldstændig være Mariceas natmad. Aleera knaldede vampyren en skalle.
Maricea rev hænderne til sig, rykkede bagud, mens hun pressede hænderne mod panden og skreg. Aleera rystede smerten fra panden af sig og tog ordentligt fast om sværdet. Hun begyndte at cirkle rundt om vampyren.
Maricea lod til at ignorere smerten og fjernede hænderne fra ansigtet. Den ene gled ned mod hendes mave, hvor hun hev kastestjernen ud af sig. Det så ud til at gøre ondt på hende. Kastestjernen glinsede af blod, der dryppede ned på jorden.
”Du missede vidst,” sagde Maricea selskabeligt.
”Du sad forkert, så jeg kunne ikke ramme rigtigt,” svarede Aleera, og lagde ligesom Maricea, sit ansigt og stemme i selskabelige folder.
”Så var det min fejl.”
Maricea kastede sig på Aleera, der gjorde modstand med sværdet. Hun så hvordan det ramte vampyrens side, så blodet sprøjtede ud og plettede sneen, men hun mærkede også da de skarpe negle traf hendes ansigt og efterlod lange ridser fra pande og ned til kinden. De skiltes for at gøre klar til næste omgang.
Da de kylede sig mod hinanden igen, blev det endnu vildere.
Aleera mærkede hvordan sværdet tyngede hendes hånd ned og det blev sværere og sværere at svinge det. Hvor hun dog savnede sin katana og tidligere kondition. Sårene i ansigtet blødte. Det dryppede fra øjenbrynet ned til kinden, og gjorde det svært for hende at se med det. Mariceas negle havde også skåret sig igennem Aleeras jakke og hun flåede den af sig, for ikke at ødelægge den yderligere, samt for at undersøge såret. Det var intet slemt.
Maricea blødte voldsom fra maven, men stod rank og stolt, som følte hun ingen smerte. Hendes negle var røde af Aleeras blod og fra overarmen blødte det fra et snitsår.
Aleera var parat da Maricea kastede sig på hende. De tumlede rundt i sneen og angreb hinanden. Mariceas hænder var overalt på Aleera og snittede og flåede i huden, så det blødte. Aleera slap sværdet og tog kniven omkring sit lår frem. Hun udnyttede fordelen da hun havde Maricea under sig og stak hende i skulderen. Da hun hev kniven til sig, slog Maricea til hendes arm, så kniven fløj væk og landede et sted, Aleera ikke kunne se.
Maricea skreg af smerte. Inden Aleera kunne nå at se sig om, havde Maricea overtaget og med en voldsom styrke, smidt Aleera ned i sneen og sat sig på hende, mens hun med benene holdte fast om Aleeras arme. De var umulige at bevæge. De var som låst fast.
”Du er en voldsom pige,” sagde Maricea og lænede sig frem mod Aleera. ”Og meget balstyrisk og vred. Det lader til du elsker blodudgydelse lige så meget som jeg gør.”
Hun lod en finger glide langs Aleeras sår i hovedet, så den blev smattet af blod. Hun stak den i munden og smilede ondt.
”Du smager utrolig godt. Der er en velkendt smag over dig. Det nytter ikke lyve, lille ven,” sagde Maricea og lagde en finger på Aleeras mund, da hun skulle til at sige noget, ”for jeg ved alt om hvem du er. Du er Aleera Oradea. Faktisk den anden. Det skal vi ikke glemme. Du er opkaldt efter min brors kone. En godtroende og meget frugtbar kvinde. Stammoderen til din rådne slægt.”
”Som også er din slægt.”
”Nævn det ikke! Jeg er en Dracula og har været det i de sidste fem århundreder! Jeg er ikke sådan en som dig.”
”Nej, men du er sådan en jeg dræber.”
”Åh, ja, det ved jeg. En meget god en af slagsen. Det så jeg til Halloween og hørte mere til det, da min Vlad kom hjem sidst i november. Sur og træls, for han havde fundet en pige han ville have til middag. Han var overrasket over at du var en Oradea og da dine brødre kom, måtte han forsvinde. Selvom han er stærkere end dine brødre, kan en enkelt fejltagelse dræbe ham. Det han var mest sur over, var at han måtte opgive dig. Så du skal blot vide, lille vampyrjæger, at han satser på meget snart at drikke dit blod. Han vil ikke lade dig slippe væk endnu en gang. Og derfor,” sukkede Maricea, ”må jeg ikke dræbe dig. Jeg kunne selvfølgelig slæbe dig med hjem, men han vil selv fange dig.”
”Hvorfor ringer du så ikke efter ham og lader mig få et forspring?” og ringe efter hjælp? Fortsatte Aleera i sit sind.
”Fordi han ikke er her i byen. Han er ude ved kysten for at tage imod det skib, som kommer med Steven. Godt det ikke er mig. Ligge en kiste i flere uger, føde på rotter og blodposer. Ikke må tage en snack sømand en gang i mellem. Det var sjovere dengang med de første overfarter til Amerika. Man kunne lade som om man var syg og så i hemmelighed, føde lidt på dem som led af de sygdomme, som nu kom med. Det smagte ikke så godt, men det er bedre end det alternativ der findes nu. Og som man er nødt til at holde sig til. Derfor er natteflyvning godt, selvom tidszoner og solopgange kan være drilske. Men heldigvis er der ikke så meget at forklare, hvis man er gået op i aske.”
Maricea slog en trillende latter.
Aleeras hjerte bankede hårdt derud af, over den information hun havde fået. Hun frygtede for den vampyrs komme, som Maricea havde fortalt om. Steven. En frygtet vampyr blandt hendes familie. Hun havde kun hørt om ham, men hvad hun havde hørt, så følte hun, at hun havde godt grund til at nære frygt for ham. Han havde stået for adskillelige slagtninger på hendes familie.
”Steven kommer?” kvækkede Aleera.
”Så du har hørt om ham?” grinede Maricea. ”Ja, han er på vej. Han er en slem karl og sagt mellem os, så er han ikke spor rar at være sammen med. Men jeg må leve med ham. Han er trods alt Vlads bedste ven.”
Sikke hun dog japper! kunne Aleera ikke lade være med at tænkte. At være holdt fanget af en vampyrs hårde hænder og høre på ævl, havde hun godt nok aldrig troet hun skulle opleve.
”Du ved, Aleera.”
Der var et eller andet der blev forandret i Mariceas tonefald, som fik Aleera til at vende blikket mod hende. Vampyrens ansigt var lagt i dybe folder.
”Der var en grund til at jeg sad på din skoles tag. I over en uge har jeg hver nat sat der, på grund af min mands bud. Jeg har ventet på at du kom op. Dels for endelig at vinde over dig, dæmonen ved Halloween ødelagde jo det hele, og så fordi jeg gerne ville se dig en gang mere. Du er stadig en speciel og handlekraftig pige.
Jeg skulle faktisk give dig noget og en besked fra Vlad Dracula.”
”Og den går ud på?” spurgte Aleera.
”’Jeg har planer for dig, Aleera Oradea. Du vil opdage dem, den dag vi mødes igen. Jeg ser frem til det næste møde, men næste gang skal du bære et våben på dig.’” citerede Maricea. ”Vlad var usikker på om du faktisk ejede et selv, så her er din gave.”
Hurtigere end Aleera kunne se, trak Maricea noget frem af sin kjole og stak det i sneen ved hendes hoved.
”Næste gang vi ses, Aleera Oradea, så vil jeg gøre en ende på dig. Der vil Vlads ord ikke stoppe mig.”
Maricea kyssede Aleera på panden og forsvandt.
Aleeras arme sprang nærmest ud af den sammenpressede position de havde været i og hun trak vejret hurtigt. Hun havde sluppet fra Maricea endnu en gang, og ligesom sidste gang, var grunden en anden person.
Vlad Dracula havde planer med hende. Hun brød sig ikke om tanken. Han havde en gave til hende, som stod i sneen ved siden af hende.
Aleera vendte hovedet og så direkte hen på en smuk og spejlblank kniv. Om skæftet var der bundet et blodrødt bånd fast, som blafrede i den hundekolde vind.
Jeg ser frem til næste møde, men næste gang skal du bære et våben på dig.
Han ville åbenbart gerne have det sådan.
|