Ja, dette kapitel minder forfærdelig meget, om det andet 1. kapitel, for de er næsten ens beskrevet. Jeg nåede at skrive 1½ side på dette, da jeg indså at det ikke helt var skrevet, sådan som det skulle være. Så jeg fik skrevet det om og dette kapitel blev kasseret.

Bag de snedækkede bjerge ude i vest, var solen ved at gå ned. Med sine sidste stråler udsendte den et farvel til alle menneskene i Angelshill og gav dem dagens sidste varme solstråle, i de kolde og sne fyldte gader, hvor der intet sted var over frysepunktet. Inden den forsvandt bag bjergene, gjorde den et sidste forsøg på at smelte en frustreret piges hjerte op, bare en lille smule.
Solstrålerne faldt ind af vinduerne, hvor de hvide gardiner ikke var trukket for og ramte de hvidmalede vægge, og gav dem et varmt udseende. De gjorde en dårlig lænestol helt indbydende og prøvede at få liv i de blomster der var smidt i skraldespanden. Og mest af alt, forsøgte den at varme den pige, der sad på en flad hospitalsseng, med benene krummet sammen under sig i havfruestilling; fødderne dinglende over sengekanten. Den ene hånd var dybt begravet i dynen og fungerede som stødte, mens den højre arm, som var indbundet i bandager og gips, hvilede på lårene. Solen forsøgte forgæves at varme hende op, med den sorte bluse og blå jeans hun var i, tog ikke imod varmen.
Med et suk gik solen bag bjergene og overlod Angelshill til natten.
Pigen blev siddende på sengen, med det sorte, lettere bølgede hår faldende om hendes ansigt som et gardin, der skjulte hende fra omverdenen. Hendes mandelformede, bleggrønne øjne, stirrede ned i dynen, som var hun betaget af den, men bag øjnene, sprang tankerne rundt som vilde heste. De drejede sig alle sammen om vampyrer, dæmoner og Oradea familien.
Aleera Oradea rettede pludselig hovedet med et ryk og stirrede ud af vinduet, hvor himlen blev mørkere og mørkere.
”Vi kommer efter solnedgang,” hviskede hun og citerede hendes far.
Aleera rykkede lidt på sig og satte sig op i skrædderstilling, med hænderne i skødet. Hun stirrede ud af vinduet, på de lys der skinnede rundt omkring i Angelshill. Natten var kommet og folk tog ud i byen, som det var vanen tro for de unge festglade mennesker. Det var vampyrernes festmåltid, det tidspunkt, hvor de kunne tage fat i en fuld person og tømme personen for blod, og ingen ville opdage det. Kun dagen efter, når det blodtømte lig blev fundet. Det var ganske normalt at læse om i Angelshill, for når der var over fire millioner mennesker, kunne den slags ske. Folk snakkede om en sindssyg massemorder, som man kaldte Vampyr, på grund af det manglende blod. De skulle bare vide, hvor tæt de var på sandheden. Men for tre uger siden, faldt man over tre lig, alle flåede og mishandlet, tømt for blod. Men man var heldig. Et andet sted i byen blev en pige fundet, som var groft maltrakteret af massemorderen, men overlevede fordi nogen kom. Det havde været Aleeras undskyldning for at være så hårdt såret. Det var jeg også næsten sandt, bortset fra, at hun havde været til stede ved den tredjes død i lysningen, i Angelshills park.
Elijah, Joel og Nathaniel havde efter at have ringet til deres far og onkel, lagt Aleera ind i Nathaniels bil og kørt hende et andet sted hen i parken, mens Elijah blev tilbage for at dække sporene efter Aleera og fjernet hendes blod. Derfra havde han ringet til politiet og var forsvundet inden de kom.
Nathaniel og Joel havde lagt hende i en gyde, og da deres far og onkel kom, tog de hjem til Brendan og Elijah. Deres far, dr. Gabriel Oradea den 24. og onkel Jonathan havde været ved Aleeras side og forsøgt at hjælpe hende indtil ambulancen og politiet kom. I ventetiden havde de aftalt hvad de skulle fortælle til politiet. Aleera havde efter et skænderi med dr. Gabriel løbet ud i byen og måtte være blevet overfaldet og næsten dræbt af den sindssyge massemorder. Han havde ikke endt sit job fordi, dr. Gabriel og Jonathan havde været ude og lede, og fik stoppet det i tide.
Aleera sukkede dybt af den irriterende historie, der fik hende til at se svag ud. Hun lænede sig bagover og sank ned i den hvide hospitalsseng. Hun kunne ikke selv huske noget af det, da hun havde været bevidstløs fra det øjeblik hun havde bekræftet Nathaniel, at det var Vlad Dracula han havde kæmpet imod. Og det næste hun huskede, var da hun vågnede fem dage senere i en seng på Angelshills hospital.
Aleera havde vågnet op til smerter fordi morfinen var stoppet med at virke. Men lægerne var glade for at hun vågnede. Hun havde lagt i naturlig koma i flere dage, noget hendes krop havde gjort, for ikke at ødelægge resten af kroppen. I den tid var hun blevet pudset og plejet for at lægerne og sygeplejerskerne. Hun havde fået blod, da hun havde mistet en masse. Hendes krop var fuld af blå mærker og små sår. En kraftig hjernerystelse havde hersket over hendes hoved, og gjorde alt uklart. Og hendes arm var noget møg. Knoglen var brækket to steder og et sted næsten brækket. Det flød med knoglestumper under hendes hud. Lægerne sagde at det ville tage måneder for at det blev healet helt, og det var ikke engang sikkert, at hun ville kunne bruge den helt igen. Aleera havde skreget af raseri, så vildt og voldsomt at lægen hastigt havde forladt værelset og overladt Aleera til sit raseri. At hun aldrig mere skulle bruge sin højre arm helt rigtigt, var ubegribeligt og hun havde været så fuld af vrede og sorg, at hun havde grædt for første gang, i meget lang tid.
Aleera knurrede af sig selv og rystede hovedet, som ville hun ryste mindet ud af hovedet. Da hun stoppede, stirrede hun igen ud af vinduet.
Hun havde været her i tre uger nu. Tre forfærdelige, intetsigende uger, uden noget som helst at lave. Hun havde kedet sig gevaldigt, der var forbud mod at se hende og i de tre uger, havde hun derfor kun set sin far, når han i sin frokostpause kom på besøg. Han kontrollerede altid hendes journaler og spurgte til lægerne om forløbet, for at tjekke om det hele forløb fint. Hun havde mest af alt lyst til at råbe af ham og kræve at han fik hende udskrevet. Men hun fik ikke gjort det, i de første to uger. Da hun endelig tog mod til sig og fik fortalt ham om det, forløb det hele fint og hun blev udskrevet. Normalt ville det aldrig ske, men fordi dr. Oradea var en af de bedste læger på hospitalet og han vidste hvad han havde med at gøre, blev Aleera udskrevet og kunne tage hjem.
Og nu sad hun på den seng hun havde lagt i, de sidste tre uger. Hun havde fået noget af det tøj på, som hendes far havde taget med til hende.