Dette kapitel var ikke godt nok til historien, så jeg skrev den om. Jeg havde ikke fået startet den ordentlig nok, og ud fra hvad jeg kunne se, ville kapitlet blive dårligere, hvis jeg fortsatte med at skrive på det. Så jeg valgte at skrive det om, også selvom det var blevet over en side lang. Man er altid nød til at ofre noget.

Vinden der blæste ind gennem den åbne dør, var af anderledes karakter end før. Denne var isende kold, blandet med et enkelt skrig, der for dem der aldrig havde hørt det før, kunne få personen til at føle at blodet var frosset til is og at man var lam. En af vampyrernes stærkeste kræfter. En lammelse af personen, som faktisk troede de var lammet, men i virkeligheden ikke var det. Man gjorde det bare lettere for vampyrerne at komme til at drikke.
Aleera stirrede tomt ud i luften, ventende på at den første vampyr ville træde ind, mens hun pillede ved sin halskæde, for at søge styrke til kampen. De ville være flere end hun var vant til, og det var ingen hjælp at hente sine brødre og fætre, når hun var den eneste med våben. Vampyrerne regnede med det et enormt blodbad og ville dukke mangfoldigt op. Dukkede der for mange op, ville chancerne for at overleve, være for små. Det ville blive direkte farligt, især nu hvor det var Halloween og de var stærkest.
Aleera kiggede op, da flere bløde bump lød i den totale stilhed der herskede; længere væk lød en dunken af musik fra salen. Nogle forsigtige, næsten lydløse skridt lød ude foran skolen; et par lavmælte stemmer blev bragt af vinden, ind til Aleera.
”Hvor er her stille,” lød en hviskende kvindestemme.
”Dæmonen har nok allerede dræbt alle,” tyssede en mandlig vampyr af kvinden.
”Det er sjovt at der kommer dæmoniske tegn lige på Halloween, på en skole der fejrer det.”
”Dæmonen kunne nok ikke styre sine kræfter, vi er jo alle stærkest i aften. Det må være det rene blodbad derinde, masser af blod til os alle,” svarede en tredje vampyr, der højlydt slikkede sig om munden. ”Døren står åben. Dæmonen er nok allerede flygtet, den bangebuks. Mærkeligt at de ikke drikker blod.”
En høj vampyr dukkede op i lige foran døren. Han kiggede sig omkring, for at se om kysten var klar og løftede foden for at træde over dørtærsklen. En voldsom kraft eksploderede da foden kom ind for dørkarmen; han fløj skrigende flere meter bagover og ramte hårdt jorden.
Aleera rejste sig grinende op, tog hårdere fat i katanaen og gik over mod døren. De vampyrer der var dukket op, stirrede forbavset på hende; vampyren der var faldet, kom rasende på benene.
Ved I ikke, selv efter mange århundreder som vampyrer, at en vampyr skal være inviteret for at kunne komme ind?” spurgte Aleera og stillede sig foran døråbningen; vinden blæste i hendes opsatte hår. Hun løftede sin katana op og trak med en hurtig bevægelse, sværdet ud af sit hylster; loftlampernes lys blev reflekteret i det blanke stål.
”Er det dæmonen?”
”Hvad skal det sværd bruges til?”
Vampyrerne hviskede med hinanden og satte de nyankomne vampyrer ind i sagen. Aleera kunne ikke lade være med at tælle dem. Tretten vampyrer i alt og sikkert flere på vej. Hun måtte tage dem hurtigt ellers ville det være sværere for hende at kæmpe, med så mange fjender.
Vampyren der før havde prøvet at komme ind gennem døren, stillede sig så tæt på som muligt og stirrede på hende med sine valnødbrune øjne.
”Luk os ind, dæmon. Vi vil gerne mæske os i alle de mennesker du har dræbt derinde,” beordrede han.
”Du har lige begået dit livs fejltagelse, fister!” skreg Aleera, svang katanaen og huggede hovedet af vampyren. Da hovedet ramte muren blev det forvandlet til støv og resten at kroppen styrtede sammen til en bunke aske. Aleera smilede ondt; adrenalinen begyndte at flyde rundt i hendes årer. ”Jeg er nemlig ikke nogen dæmon!”
”Det er hende vampyrjægeren!” var der en dæmon der råbte, da Aleera trådte gennem døren, atter svang sit våben og dræbte en kvindelig vampyr.
De andre vampyrer forsvandt skrigende og dukkede op længere ude på området; hvor de holdt varsomt øje med Aleera. Nogle var gået helt på tilbagetog, men Aleera vidste at vampyrer aldrig sagde nej til at måltid. De lå på lur et sted i området, de havde bare været så lynhurtige, at hun ikke havde set hvor de var smuttet hen, og at de var lydløse, gjorde det endnu værre. En vampyr kunne nemt angribe hende bagfra, og hun ville først opdage det, når det var for sent.
Aleera gik med ryggen mod muren hen mod det åbne område, der blot bestod af en stor græsplæne, nogle enorme træer og et par bænke hist og her som var overmalet med spraymaling. Rundt om det hele stod skolens røde facade, der strakte sig langt op mod den stjernefyldte himmel og sendte sorte skygger ud mod området, de perfekte til at gemme sig i.