Dette kapitel begyndte jeg at skrive på, inden min pause fra historien på tre måneder. Da jeg startede igen, kunne jeg ikke lide det jeg havde skrevet, så jeg besluttede mig for at omskrive det. Og jeg må da sige, at jeg kunne lide det resultat jeg fik. Men her kan I læse, starten af den første udgave af kapitel 11. Den er langt anderledes end den anden.

Aleeras åndedræt stak hende i halsen, mens hun løb rundt i Angelshills snedækkede gader. Hun følte det som om hun aldrig nogensinde ville kunne stoppe igen. Hun løb sin vrede og frustration ud. Hendes had til Nigel flød gennem hendes ben og ned i den jord de trådte på og blev liggende. Snart var hun helt tom for had og stoppede stakåndet op. Alt var stille omkring hende, mens hun hivende trak vejret, efter den lange løbetur.
Da hun havde fået vejret igen og ikke længere trak det støjende, rejste hun hovedet og kiggede sig omkring, for at se hvor hendes fødder havde bragt hende hen. Det var en af Angelshills parker, med snedækkede græsplæner, bænke og skraldespande, som var omdækket af skrald.
Hun begyndte at bevæge sig videre. Sneen knirkede under hendes støvler og ånden stod som en hvid sky ud af hendes mund. Hendes ryg var kold af sved, og efterhånden forsvandt den varme som løbeturen havde givet hende. Den langærmede bluse og korsettet varmede ikke særlig meget, og hendes tænder begyndte at klapre; det var den eneste lyd i miles omkreds. Selv lyden af biler og dyttende horn, forsvandt eller blev opsuget af parkens træer.
Aleera fulgte stiens snoninger, mellem træer og et lille hegn som stod til begge sider for stien. Stien blev bredere og udmundede i en cirkel med et slukket springvand i midten, med frosset vand og adskillige bænke i en kreds rundt omkring springvandet. Aleera satte sig på en af de ryddede bænke og stirrede ud i natten. Hendes øjne så ingen ting, mens hendes hjerne tænkte på alt det Nigel havde sagt. Nu var hun blevet helt nysgerrig og sur på sig selv. Hvorfor var hun løbet sin vej? Kunne hun ikke have ventet til Nigel havde sagt hvad det var, han ville advare hende om. Hun ville nu alligevel ikke tro ham, for ingen kunne rejse tilbage fra fremtiden. Det var umuligt. Sådan nogle kræfter havde ingen, selv ikke dæmonerne.
Aleera sukkede dybt. Det hele var noget møg. Intet gik efter hendes hoved og alle var irriterende. Kunne hun ikke bare blive ladt være i fred, i bare et par timer?
Lyden af lette skridt i sneen, vakte Aleera tilbage til nutiden og ud af tankernes slør. Hun stirrede frem mod stedet for lyden kom fra, sikker på at om lidt ville en af hendes brødre træde frem. Men ingen dukkede op mellem træerne, og fodtrinene var også forstummet.
”Hallo?” sagde Aleera og rejste sig op. ”Er der nogen?”
Intet svar. Kun stilhed.
”Nathaniel? Joel? Elijah?” Aleera sank noget spyt og sagde så: ”Nigel?”
Men ingen svarede hende og fortrinene lød ikke igen. Aleera smed sig ned i bænken igen. Det måtte have været noget hun havde forstillet sig.
Så lød fodtrinene igen. Bare fra den anden side, som var en usynlig person gået over området, hvor Aleera var. Aleera kiggede i den retning lyden kom fra, men hun kunne intet se. Ikke engang fodspor eller sne der faldt ned fra en gren, der var blevet skubbet til, på vejen hen til personens bestemmelsessted. Hurtigt forsvandt lyden af knirkende sne under en persons fødder.
Aleera tog sig til hovedet. Det var sikkert en fuld person, som var ude at gå en måneskinstur i parken, og som gik på en sti lige i nærheden. Hun var ved at blive for mistænksom overfor alt og alle.
Hendes tænder klaprede endnu vildere end før. I et forsøg på at beholde sin varme, tog hun benene op på bænken og holdt om den, så hun lignede en rund kugle. Men det var intet værn mod kulden, hendes bare fingre var så kolde at det gjorde ondt og den kolde plamage af sved på ryggen, gjorde intet bedre.
I det samme som hun forsøgte at få varme i hænderne ved at åbne og lukke dem, lød der et hæst råb i den retning som fodtrinene var forsvundet i. Aleera, der var optrænet i aldrig at overse et råb om hjælp, satte i løb gennem den høje sne, som gik hende over anklerne.
Hun løb mellem træerne, og stoppede op for at finde ud af hvilken retning, skrigene kom fra. Råbene var dog stoppet, og Aleera kiggede rundt på de omkring stående træer og spejdede nede på jorden efter noget der kunne hjælpe hende, men mørket var for intenst. Hendes øjne gled over en uddybning i sneen og stoppede. Hun bøjede sig ned og undersøgte fodsporet. Den der havde sat det i sneen, måtte være let, for fodsporene gik næsten ikke ned i sneen. Men de var friske, for den faldende sne, havde endnu ikke fået dækket dem. Aleera satte igen i løb og fulgte efter fodsporene.
Fodsporene snoede sig ind og ud mellem træerne, der i mørket så faretruende ud og rakte deres bare grene ud efter hende, som ville de fange hende. Fodsporene gik igen ud på stien, der i de sene dagtimer, var blevet ryddet for sne. Sneen lå meget let på stien og fodsporene var sværere at se her. Aleera fortsatte gennem det tætte mørke og efterhånden begyndte det at tynde ud i træerne og stien blev bredere og bredere.
Snart stod Aleera på den tomme plads, midt inde i parken. Om sommeren var der normalt stuvende fuldt med folk der købte isvafler, grinede og unge teenagere, der dyppede deres fødder i springvandet for at køle af. Men nu var der bare tomt, og springvandet var slukket for denne vinter, for først at blive tændt igen til foråret.
Aleera fulgte fodsporene rundt om springvandet, om til den anden side, hvor de fortsatte forbi en bænk og ud på endnu en sti. Aleera stoppede varsomt op og lyttede. Ikke en vind rørte sig eller tudede, men hun hørte noget der mindede om det, eller det var snarere som en eller anden lå og peb længere ude i mørket. Nej, ikke peb. Nærmere bestemt stønnende af smerte, som var personen kommet voldsomt til skade.
Aleera begyndte at gå langsomt frem, parat til en hvilken som helst fare, der nu skulle komme springene på hende.