Dette er så det første kapitel der nogensinde er blevet skrevet i serien. Det blev skrevet så langt tilbage som den 23. juli 2006. Dem som har læst kapitel 1 i Dæmonens bog, vil kunne genkende handlingen. Men der er en store forskel. Mens det allerførste kun strækker sig over én side, er det i den anden, hele tre sider.
Den blev også kasseret fordi skrivestilen var anerledes, end den jeg havde i november 2007, og så så jeg det som den bedste ide, at omskrive det hele, så jeg kunne få mere med og gøre det mere spændende. Det ville også give mig en god mulighed, for at få mere had ind mellem Vlad og Mehmed, samt Vlads følelser og Maricea.

Lilleasien år 1447
Han undveg med nød og næppe sværdet der nemt kunne have fjernet en del af hans højre arm, og svingede en omgang rundt og pegede med sværdet mod Mehmed, som smilede bag hjelmen af fint udsmykket stål. Han gjorde udfald og Mehmed parrede perfekt og sendte ham glidende hen af jorden, så sten og andre skarpe ting skar mod metallet der lå mod hans krop, med høje, skarpe lyde.
”Vlad! Vlad!” råbte en og lyden af fodtrin. Han vendte sig om og kiggede op i himlen, mens han ud af øjenkrogen så sin lillebror, Radu falde på knæ ved siden af ham, mens hans tjener faldt på den anden side. ”Vlad, har du slået dig?”
Han gad ikke at svare og rejste sig med besvær op og tog hjelmen af, så det lange nattesorte hår flød ud, og smed hjelmen væk med et brøl. Han havde tabt. Igen.
”Vlad Dracula,” lød Mehmeds stemme på transsylvansk, med tyrkisk accent. ”De skal ikke svinge Deres sværd rundt i luften, det nytter ikke noget. På den måde vil De aldrig klare dem i de krige Deres fader udkæmper.”
Dracula knyttede hænderne og hvæssede højt.
”Og sådan opfører en ridder af Drageordenens søn, sig ikke overfor prinsen af Tyrkiet. Gør for en gangs skyld som Deres broder Radu. Vær venlig overfor os tyrkere. De har jo boet her i tre år nu. Hvem ved hvor længe, De vil blive her endnu.” sagde Mehmed spidst og vente sig op for at gå. Radu klappede Dracula på skulderen og løb efter hans ven. Han var i modsætning til Dracula glad for stedet, mens Draculas had til det voksede dag efter dag.
”Mester Dracula, skal jeg hjælpe Dem af med rustningen?” kom det svagt fra hans tjener Gabriel Oradea.
”Nej, Gabriel! Jeg kan godt selv!”
”Javel, herre,” sagde Gabriel ærbødig og forsvandt.
Dracula gik hen og samlede sin hjelm op og traskede irriteret hen til hans gemakker, hvor han tog rustningen af og smed den ned, velvidende at Gabriel ville komme og pudse og pleje den. Han smed sit gennemsvedte tøj han havde haft på under rustningen, så hans 16-årige muskuløse, hvide krop kom til syne. Han fandt noget andet tøj og gik vredt ned mod dampbadende og dem der var derinde skyndte sig ud, ved synet af hans bitre ansigt.
Han sprang i vandet, ligeglad med at det hele blev vådt, for det måtte tyrkerne bare klare.
Varmen fik ham til at slappe en smule af, men da der lød stemmer ude fra korridoren, spændtes hans krop og han sendte et ondt blik mod forhænget, som blev skubbet til side. Mehmed og Radu kom ind. Mehmed kiggede hoverende på Dracula, mens Radu smilede til sin bror og var ved at glide på det glatte gulv, men nåede at få fodfæste ved at gribe fat i Mehmed, hvilket gjorde Dracula endnu mere sur.
De afklædte sig og gled forsigtigt ned i vandet, og fortsatte ivrigt deres samtale fra før. Dracula lyttede ikke efter og langsomt smuttede han helt ned i vandet, hvor der var stille, men ikke helt stille, da Mehmed og Radus stemmer lød som en mumlen.
Han for op af vandet igen, iklædte sig sit tøj, ligeglad med at han var våd og gik med hårde skridt ud af rummet.