|
Jeg afventer min afslutning. Jeg ved ikke hvor mange vil se på, men min familie og nærmeste venner vil ikke. De har forvist mig fra deres hjerte og hjerne, slettet minderne om mig, som havde jeg aldrig eksisteret.
Han vil sikkert komme og se på. Det er trods alt hans hævn, for det jeg tog fra ham. Jeg fortryder ikke det jeg gjorde, for det var hendes egen skyld. Drillende, lokkende, en værre forfører. Fortryllede mig og brød det hele. Det er da kun retfærdigt, at jeg fik min hævn over hende. Efter det hun bødmig.
”Det værste eksempel på misundelse, jeg nogensinde har set,” havde dommeren sagt, lige inden han hamrede hammeren i bordet og fastslog min dom. Det syntes jeg nu ikke. Det var snarere ”en passende hævn”. Men det afhænger af øjnene der ser, og dommeren var åbenbart ikke særlig forståelig. Selv hvis han havde, ville han og hans familie lægge pres på, så deres syn på den rette domfældelse, ville blive min straf. Og den ville være meget værre end den jeg havde fået. Meget værre. Og det på grund af en pige, som elskede at lege kurtisane og få folk til at gøre kur til hende.
Læs resten her...
| 
