Dette er det første der nogensinde er blevet skrevet på historien. Den blev kasseret, da det skreg på en omskrivning. Faktisk endte omskrivningen med slet ikke at blive genfortalt på samme måde som denne prolog, hvilket det faktisk skulle have været i starten.

For mange århundreder siden, i den tidsalder vi kalder middelalderen, blev der kæmpet mange store slag, som aldrig er kommet for de nulevende menneskers ører eller kommet med i historien. For de store slag blev glemt og kun en enkelt gruppe mennesker, kendte til det hele.
Dengang i middelalderen, den rigtige middelalder og ikke den med de falske beretninger, som vi hører om i dag, levede mennesker og magiske væsner side og side. Magiske væsner som dem der i dag for os er fabeldyr.
I århundreder levede alle roligt og fredeligt, med kun en krig en gang imellem, som altid var skabt af mennesker. Alle kunne til dels enes, selvom nogen væsner, koioserne måtte udvises og leve i de fjerneste afkroge, for med deres trang til menneskekød, kunne ingen vide sig sikre.
Men så så en mand ved navn Cerberus sin vej til evigt liv og derved magt over hele den verden, de kendte til dengang. Han havde fundet en vej til Livets Kilde, som lå i de høje bjerge, langt mod øst. Han tog af sted, men en samlet flok af mennesker og fabeldyr, afskærmede ham vejen og en stor og voldsom krig begyndte. En af verdens smukkeste og blodigste, som aldrig ville kunne huskes. Det gode tabte, for Cerberus havde smedet et samarbejde med koioerne, hvor han ville få magten og de måtte tage alle de mennesker de ville have.
Cerberus fortsatte, men han var uvidende om den gruppe af drageriddere, som fløj efter for at afskærme ham vejen og sørge for, at hans læber aldrig ville røre Livets Kilde.
De nåede samtidig bjerget hvor den var og på trods af de elendige forhold, der næsten gjorde det umuligt at røre hinanden, led begge sider tab. Da Cerberus nåede bjergets top, var han den eneste overlevende, udover en ung drageridder på en blå drage. Samtidig nåede de indgangen og kæmpede mod hinanden, indtil de nåede helt ind i midten af bjerget, hvor Livets Kilde havde sit udspring.
Ved kilden boede en smuk og udødelig kvinde, der var kildens vogter, og som ingen havde anet eksisterede. Hun var kraftfuld og havde længe vidst hvad der var under opsejling, hvilken ondskab der havde slået rod i verdenen. Cerberus var ikke den eneste magtbegærende mand.
Hun forbandede alle og sig selv.
Først stoppede hun kampen mellem Cerberus og den unge ridder. Hun forviste Cerberus og alle hans koioer ned til Helvede, hvor de ville sove indtil de blev vækket. På det højeste bjerg i hele bjergkæden, spærrede hun ridderen og hans drage inde. I is lå de og sov, indtil de også ville blive vækket. Så forviste kvinden alle fabeldyr, der blev til træer, sten, søer, bakker og bjerge. Hun fjernede magien fra de magikyndige og til sidst vendte hun mod sig selv. Hun havde fjernet al magien og de magiske væsner fra jorden, folk kunne ikke længere huske, at de havde levet side om side med dem. Alt var glemt. Kvinden fik Livets Kilde udtørret og inden hun selv forsvandt, lagde hun magten til al magi ind i en simpel ring, som ville overføre det hele til den person, som ville være så dum, at tage den på.
Kvinden forsvandt selv ind i ringen, der faldt ned på klippegulvet i den tomme og forladte hule. Der ville den forhåbentlig blive til verdens undergang, eller til den ved et tilfælde blev fundet. For kvinden ville ikke have at nogen skulle finde den. Den der tog den på, ville ikke blot få magiske kræfter, men ville også vække fabeldyrene, koioerne og den onde Cerberus, som igen ville gå efter magten. Men også den modige drageridder ville vågne og øjeblikkelig flyve ringens ejer til hjælp og ligeså ville de andre fabeldyr, for en kamp uden lige, ville til at begynde.
Ringen lå skjult i støv og småsten, indtil en udgravningsekspedition fandt den. Til alt held tog ingen den på og den havde mange ejere, der ikke ville bruge denne simple ring til noget.
Den fandt hen af årene vej til Danmark, efter at have været rørt af mange mennesker og i starten af det enogtyvende århundred, efter at have været glemt i et smykkeskrins lommer, blev skrinet den lå i, sat til sal ved et loppemarked, parat til at blive købt af en pige, som aldrig havde ønsket sig andet, end et roligt og anonymt liv.
Verdenens skæbne, skulle nu til at afgøres.