Originaltitel: Song of the Sparrow
Forfatter: Lisa Ann Sandell
Forlag: Scholastic
Sidetal: 383
Læst på: Engelsk
ISBN: 978-0-439-91849-7

16-årige Elaine af Ascolat er smuk, frimodig og har et temperament lige så flammende som hendes lange, røde hår. Hun lever med sin far og brødre med Arthurs hær, den eneste pige i en militaristisk verden af mænd. Mens Elaine syr tøj og heler sår, sukker hun efter den flotte, unge soldat, Lancelot. Da en ny pige ved navn Gwynivere ankommer til lejren, er Elaine glad for endelig at få en kvindelig ven, men Gwynivere viser sig at være kold, snu og bestemt på at få Lancelot for sig selv. Men da de to piger sammen bliver kastet ind i en farlig situation, må de holde sammen for at overleve. Kan Elaine finde modet til at kæmpe for det kongerige, hun altid har troet på?

Kong Arthur og hans riddere, det har altid tiltrukket mig, men jeg har aldrig kendt til andre kvinder i legenden end Morgana og Guinevere (min fortrukne stavemåde). Da jeg så stødte på Song of the Sparrow blev jeg interesseret i Elaine af Ascolat/The Lady of Shalott, læste om hende og blev opsat på at læse denne bog.
Det første man lægger mærke til, er, at bogen er skrevet som et langt digt, ligesom de oprindelige historier om Kong Arthur og hans hof, også blev. Jeg har aldrig rigtig brudt mig om romaner skrevet i digtform, men forinden jeg læste denne bog, havde jeg netop læst seks bøger i samme format, så der var ingen problemer for mig.
Når man ser på opstillingen, ser man hurtigt, at den ingen rytme eller smart opstilling har. Det er snarere poetiske sætninger, der er delt op, og når personerne snakker, er det lige sådan, bare i kursiv. Alligevel er der ingen problemer med det, og kan nemt og hurtigt læses. Trods bogen er på 383 sider, tog det et par timer for mig at læse det, for der står så lidt på siderne. Derfor er handlingen ikke den store, og der går blandt andet 180 sider før Gwynivere dukker op, og yderligere 100 sider, før de havner i den omtalte situation. Alligevel er historien god, og jeg slugte den til mig.
Elaine er den eneste person, man rigtig kommer til at lære at kende. Hun er jo den der fortæller, og man kommer til at forstå og holde af hende. De andre fik man også en god fornemmelse af, men da det hele er skrevet i digtform, så er det svært at lære andre at kende end hovedpersonen.
Song of the Sparrow er en smuk fortælling, og hvis Lisa Ann Sandell genfortæller andre legender fra dengang, har hun en fast læser i mig.