Den bogelskende blogger bag denne side, kaldes til dagligt for Didde og er 21 år. Jeg er oprindeligt sønderjyde, men bor i dag i min lille, overfyldt lejlighed i Odense. Jeg går til daglig på Syddansk Universitet, hvor jeg læser Litteraturvidenskab på første år.
Jeg har altid elsket bøger, helt fra jeg var lille. En god historie holder mig altid fanget. Jeg har det med at bruge for mange penge på bøger, eftersom jeg får et kick af at købe dem (overvejer at gå på afvendning, men på den anden side, det er bøger). Eftersom man kan købe bøger hurtigere, end man kan læse dem, har jeg en STOR stak ulæste bøger, som jeg kæmper mig bragt igennem. Resultatet vil I kunne se her på siden, hvor jeg lægger boganmeldelserne ud.
Mine yndlingsgenrer er fantasy, epic fantasy, paranormal romance, eventyr og chicklit, selvom jeg godt kan klare en smule realisme, børnebøger og krimi. Jeg siger altid min ærlige mening om de bøger jeg anmelder, sørger for at begrunde så godt som muligt og holde dem fri for spoilers. Jeg ved hvilke slags bøger der interesserer mig, så min mening kan nogen gange være hård, men jeg vil bede jer om, ikke at bedømme en bog pga. mig, det kunne være, at I fandt den fantastisk. Vi har jo alle vores egen mening.
Ønsker du at kontakte mig, så gør det på altair_dk(a)hotmail.com. Husk at udskifte (a) med @.










